"Patienten må så op med en endnu større tegnebog og en tur til Tyskland. Her finder de et problem, som skal behandles. Glad tager patienten hjem, for nu er der noget konkret til specialafdelingen på Skejby. Men her afvises han. Han må end ikke komme på afdelingen med de gennemførte – og mere avancerede - scanninger og den lægelige beskrivelse af sygdommen", skriver Niels Jørgen Langkilde.
DEBATINDLÆG: De privatpraktiserende læger står oftere og oftere i den situation, at deres henvisninger til hospitalsudredninger afvises.
Det er også et problem på Aarhus Universitetshospital i Skejby. Vi har netop nu en trist sag, hvor patienten bliver afvist på en afdeling på Skejby, fordi de for lang tid siden har lavet en undersøgelse, hvor de ikke kunne forklare det daværende sygdomsbillede.
Patienten kan jo så for egen lomme gå til en speciallæge eller et privathospital mod selv at betale. Det er dyrt, men ok. Men her afvises patienten umiddelbart inden konsultationen.
Hvorfor? Lægerne mener åbenbart at kende patienten. Men denne har ikke leveret helbredsoplysninger ved aftale om tidsbestilling, men nok cpr-nummer. Når man googler stedet, så kan man se, at lægerne arbejder i det offentlige system.
Har man telepatiske evner? Eller forholder det sig sådan, at en offentligt ansat læge i sin private virksomhed benytter patientens journal?
Man tør ikke tro det sidste, så det er nok det første, der er tilfældet.
"For den privatpraktiserende læge er det også fortvivlende, at man bliver låst i et behandlingsforløb, fordi hjælp afvises. Det er opskriften på et dårligt arbejdsmiljø. Det er opskriften på færre læger, og vi har behov for det modsatte."
Patienten må så op med en endnu større tegnebog og en tur til Tyskland. Her finder de et problem, som skal behandles. Glad tager patienten hjem, for nu er der noget konkret til specialafdelingen på Skejby. Men her afvises han. Han må end ikke komme på afdelingen med de gennemførte – og mere avancerede - scanninger og den lægelige beskrivelse af sygdommen.
Nå, gennem en mellemmand kommer det så til den afvisende læge. Den læge, som ikke vil undersøge ham, underkender den læge, som har undersøgt på baggrund af scanningerne – ikke på baggrund af egne og nye undersøgelser. Ingen hjælp. Smertehelvedet fortsætter.
Denne sygdomshistorie viser, at vi har behov for reel valgfrihed for patienterne. Der må være et andet sted at gå hen, hvis f.eks. Skejby afviser en patient. Læger, som driver privat virksomhed samtidig med, at de er offentligt ansatte, bør skilte endog meget tydeligt med det. Læger, der er uafhængige, kan reklamere med det.
Patientforeningen har noteret sig, at direktøren for Kræftens Bekæmpelse er af den opfattelse, at det skal være forbudt at afvise henvisninger fra de privatpraktiserende speciallæger. Det er et godt forslag, for ikke kun patienter med senfølger efter kræft oplever afvisningerne.
For den privatpraktiserende læge er det også fortvivlende, at man bliver låst i et behandlingsforløb, fordi hjælp afvises. Det er opskriften på et dårligt arbejdsmiljø. Det er opskriften på færre læger, og vi har behov for det modsatte.
Author:
Niels Jørgen M. da C. S. Langkilde
Illustration:
Jens Thaysen
Fonte:
https://stiften.dk/artikel/h%C3%A5bl%C3%B8s-tur-fra-l%C3%A6ge-til-l%C3%A6ge-patient-bliver-afvist-igen-og-igen
Contributions:
Niels Jørgen Langkilde