Måneden er november, hvor efteråret er til stede med sine kontrasterende farver, mellem himmelens grå og bladenes rød-orange, der dækkede vejen rigeligt.
Det blev tid til et tæppe af nuancer - fra falmet grønt, med fraværet af klorofyl, fra moden gul, gennem orange og til sidst rød, males vejen...og naturligvis tæller det grå med. som alt det rammer ind.
Når jeg kigger op, ser jeg nøgne træer med sorte grene, der danner forskellige figurer i mine drømme; blandt figurernes revner er der det grå - en slående tilstedeværelse i vinterens sikre sammenhæng, som snart er ved at ankomme.
Vejen er altid våd, som om den ikke stopper med at græde; og alt krymper lidt - for at undslippe kulden.
Det mudrede grønne forbliver intakt i det tykt flydende, da kulden kom for at fodre den... og den tog også form, for at fortrylle naturen.
Jeg går rundt i den store danske forfatter, H. C. Andersens by. Og det er først nu, at jeg forstå tegningerne i hans børnebøger. Som jeg vendte siderne og fløj inden i hans fantasi, uden dog at finde mig.
Nu går på samme gade, som han trådte på. I øjeblikket er den dog dækket af asfalt; træerne er de samme som de i generationer overlevende de mange vintre. De har deres tykke træstammer i forskellige former.
Denne søn af Odense fandt bestemt mange af sine fantasier i den nostalgiske tænketid.
Jeg forsætter med at gå gennem de samme gader, som han gik - tænkende bestemt - som jeg er nu; indånder den kold luft og inspireres af de endeløse historier om lys og farve.
Foran mig ser jeg huset, hvor han boede. Gaden er smal og halvt skæv, som om at den gav plads til nogle lave huse - en brostensbelagt gade, stadig med samme hjørnesten, dem der får mig til at gå tilbage i tiden i et sekund ... og se vognen passere med de trækkende heste, hvilket giver den typiske støj fra deres hoves kontakt med jorden; se forbipasserende, omkring begyndelsen af vinteren, klædt i tunge fløjlstøj; kvinderne med deres lange kjoler, der fejer hen over gaden. Og ham. Jeg ser ham i sin sorte jakke, historiekufferten, der indeholder alle de papirer han bærer, og på hovedet den - store høje hat, som han altid har brugt. Fra ham sprang ideer op.
Når jeg drejer lidt til venstre, ser jeg skråningen, der fører ned til åen. Gadestenene er også skarpe og usikre - ligesom tidens, og nogle huse har stadig den samme facade.
Et skilt på et hus siger: “Her løb jeg om med Træskoe paa Og gik i Fattigskole – “.
Og der i den å, der fortsætter med at flyde. Folk siger, at hans mor var en vaskekone af profession.
Jeg går målløst gennem byen og fandt H. C. Andersen museet; videre, børneteatret kaldt H. C. Andersen Paraden i Eventyhaven, hvor hans historier fortælles til børn i den korte sommer.
Byen fejrer sin berømte søn, og holder ham i livet hele året, for der ser vi ved ensommerenfestival og vinteraktiviteter med Andersens-temaet; for ikke at nævne statuer spredt over hele byen og parkerne, der foreviger hans figurer og bringer hans karakterer ind i hverdagen. Og magien fortsætter med at vokse.
Ja, han var en kunstner for de kolde og lange vinterdage. Han kom med den endeløse inspiration med farverig fantasi, som børn har drømt om i århundreder.