Vi bruger cookies på denne hjemmeside for at sikre den bedste oplevelse af hjemmesiden. Hvis du/De fortsætter med at benytte hjemmesiden, så går vi ud fra, at du/De er indforstået hermed.

H. C. Andersens opera "Ravnen" kommer på Den Jyske Opera med premiere i Odense

25. april 2023 18:05

 

RAVNEN
Musik: J. P. E. Hartmann
Premiere: 13. oktober 2023 i Odense Koncerthus, Odense
Turné: 13. oktober – 2. december 2023
Orkester: Landsdelsorkestrene

 

Librettoen til denne "trylle-opera" i tre akter: "Ravnen eller Broderprøven" med bl.a. mystiske havnymfer og et kor af vampyrer er skrevet af H.C. Andersen. H. C. Andersen skriver selv i forordet til den trykte udgave, at han har bearbejdet den italienske forfatter Gozzi fem akters maske-komedie "il corvo" til denne libretto. Andersen kalder Gozzi italiens Shakespeare, og hans værker er anvendt mange gange også i dansk sammenhæng. Den danske forfatter Sophus Schandorph skrev og forsvarede i øvrigt sin disputats om "Goldoni og Gozzi" i 1874.

 

 

Hvis man gerne vil forberede sig, så kan man læse operateksten i sin helhed  i "ANDERSEN" - de samlede værkers tredje udgave - s. 239-87, bind 10, Gyldendal 2005. I samme bind findes også en række kommentarer om "Ravnen" og andre af H. C. Andersens mange skuespil.

 

Musikken er skrevet af H. C. Andersens ven, komponisten J. P. E. Hartmann, der har skrevet melodierne til nogle af de mest elskede danske salmer og sange. H. C. Andersen skriver i "Levnedsbogen" ("ANDERSEN s. 166, bind16, 2007), om hvordan dette samarbejde opstod. Den Jyske Opera skriver om dette bla.: "Idet partituret til denne ukendte perle kan prale af noget af den mest fantastiske bel-canto musik, der er skrevet i det nordlige Europa, bliver Ravnen opsat som den sjette opera i Den Danske Serie."

 

 

"Ravnen" spiller også en rolle i forbindelse med H. C. Andersens første dybe forelskelse i Faaborg-pigen Riborg Voigt. Dette er ligeledes at finde i "Levnedsbogen". H. C. Andersen var meget begejstret for sin egen tekst, og han syntes, da han oplæste den for Riborg Voigt og en anden kvinde, at netop dele af teksten var som skrevet til hende.

 

H. C. Andersens mest populære og mest opførte opera "Liden Kirsten", havde også J. P. E. Hartmann som komponist.

 

For alle operainteresserede og for alle Andersen-interesserede venter der en spændende oplevelse.

 

 

 

 

 

 

 

 

Forfatter:
Niels Jørgen Langkilde
Illustration:
https://jyske-opera.dk/forestillinger/ravnen/downloadgrafikker-ravnen/
Kilde:
https://jyske-opera.dk/den-danske-serie/
Bidrag:
--