Vi bruger cookies på denne hjemmeside for at sikre den bedste oplevelse af hjemmesiden. Hvis du/De fortsætter med at benytte hjemmesiden, så går vi ud fra, at du/De er indforstået hermed.

Fyrtøjet vender tilbage til Pantomimeteatret

12. maj 2021 12:00

H.C. Andersens berømte eventyr, Fyrtøjet der i 2007 blev omsat til en balletforestilling på Pantomimeteatret i Tivoli, vender nu tilbage til forlystelseshavens ældste scene. Og endnu en gang er det H.K.H. Dronning Margrethe, der har stået bag scenografien. En scenografi, der forvandler Pantomimeteatret til et univers fyldt af mystik, romantik og finurlighed, og hvor soldaten danser ud på eventyr til tonerne af James Prices musik kreeret specielt til lejligheden. Repremieren finder sted den 19. juni 2021.

Forhåbentlig vil det ikke kun være soldaten, der får øjne så store som tekopper, når der den 19. juni er repremiere på H.C. Andersen klassikeren, Fyrtøjet, men også publikum. I eventyret drager den unge soldat ud på en lang og farlig rejse for at finde et fyrtøj, og i opsætningen på Pantomimeteateret bliver publikum kastet midt ind i handlingen og får lov at møde den ækle heks og hundene med de store øjne. Repremierens koreografi står Dinna Bjørn bag, og der bliver derfor endnu engang sørget for, at de medvirkende dansere fra Tivoli Balletteater, samt børn fra Tivoli Balletskole underholder publikum med lette trin, imponerende løft og yndefulde bevægelser til James Prices musik komponeret specielt til balletten.

Kongelig scenografi
Og som om det ikke var nok stjernestøv, er det H.K.H. Dronning Margrethe, der egenhændigt har stået for scenografien. Første gang Tivolis gæster kunne opleve Fyrtøjet spille på Pantomimeteatret var i 2007, da forestillingen blev skabt specielt til teatret i samarbejde med Dronningen, og det er dette arbejde, der endnu en gang vil være en del af genopsætningen af forestillingen. Det er Dronning Margretes ottende eventyropsætning i Tivoli – udover Fyrtøjet har hun nemlig stået for ”Kærlighed i skarnkassen”, ”Tommelise”, ”Svinedrengen, Tinsoldaten, Askepot, Nøddeknækkeren og senest ”Snedronningen”, der også bliver genopsat for anden gang til december med Dronningens hjælp. Til Fyrtøjet har Dronning Margrethe skabt et farverigt og eventyrligt univers, hvor der leges med perspektiverne og trylles med Pantomimeteatrets gamle og meget originale kulissesystem fra 1874. Et arbejde hun er gået til med stor respekt og nøjsomhed.

H.K.H. Dronning Margrethe har tidligere udtalt til TV2 om forestillingen:
”Man er jo betroet et ansvar og så gør man sit allerbedste, ikke mindst af hensyn til de dansere, der skal arbejde i ens kostumer. Man kan slå en hvilken som helst streg på et stykke papir, næsten, men at få kostumerne til at leve på scenen, det er jo ikke mindst de dygtige kostumierer, der står for det at få det til at leve på scenen. Det er så vanvittigt spændende at se.”

 

Forfatter:
Niels Jørgen M. d. C. S. Langkilde
Illustration:
RYBORG URBAN DESIGNS
Kilde:
http://www.institutohcandersen.com/pt-br/
Bidrag:
Niels Jørgen M. d. C. S. Langkilde Ana Maria dos Santos Langkilde