Velkommen til Disneyvand: Den lille Havfrue uden ånd

Niels Jørgen Langkilde: Det store problem med Disneys udgave af Den lille Havfrue er ikke, at havfruens hudfarve er ændret, men hvad der er røget helt ud.

 

Manuskriptet til H.C. Andersens Den lille Havfrue blev i sin tid stjålet. Det så ud som et bestillingsarbejde, da tyvene brød ind i H.C. Andersens Hus og tog manuskriptet med sig. Et andet røveri er nu foregået ved højlys dag. Disney har taget Den lille Havfrue og har frarøvet hende ånd. 

Helt i tidens forsigtige forretningsånd, der også ser bort fra ånd og fokuserer på ufarlig underholdning. 

Nu er der ikke i sig selv noget galt i at bearbejde gamle klassikere – også ganske hårdhændet. Det kan give mere forståelse eller en helt anden forståelse, og der er mange eksempler på radikal ændring af fortællingen i Disneys nye film. Andersen brugte selv mange forlæg, så her smager han sin egen medicin. 

H.C. Andersen beskriver Den lille Havfrue bl.a. således: ”hendes Hud var saa klar og skjær som et Rosenblad, hendes Øine saa blaa, som den dybeste Sø”. 

Helt sådan er hun så ikke gengivet i filmen. Huden er ikke så lidt mørkere – få rosenblade har dén kulør. Det har ophidset flere, men det er der sådan set ingen grund til. Det er ikke noget bærende i historien. Man kunne hævde, at netop den skæbne, hun får, da hun sælger sin stemme for at få menneskeben, passer rigtig godt til den valgte hovedpersons etnicitet, da denne ofte på den mest ubehagelige måde har været frarøvet stemmen i det offentlige rum. 

At de fem søstre, der var næsten lige så smukke, i tidens smag er omdannet til en regnbuefamilie i mange etniciteter, kan man da også leve med. Havfolket kan udmærket adoptere, uden at det ændrer noget væsentligt. For filmselskabet, der måske som de danske tæller etnicitet, giver det et par plusser.

Andersens havfruer kan komme op på isbjerge og andre lidt nordiske omgivelser. Det sker ikke hos Disney. Her er miljøet latinamerikansk med mange elementer fra den latinske kultur.

Det gælder musikken, der lyder meget caribisk, kaklerne på væggene i nogle af slottets værelser, som tyder på portugisiske relationer eller til nød hollandske, som bestemt også er synlige i det caribiske område, påklædningen, der er spansk-portugisisk præget med særlige Disney-elementer tilsat. Klimaet med den megen og stærke sol, den frodige bevoksning og dyrelivet leder også i helt samme retning.

Men én ting mangler i det latinske og i Disneys produktion: ånd eller religion. Kirkerne, klostrene og præsterne, der fylder så meget i den latinske kultur og hos H.C. Andersen, er helt væk. I eventyret hedder det ”see de mange Kirketaarne og Spiir, og høre hvor Klokkerne ringede; just fordi hun ikke kunde komme derop, længtes hun allermest efter Alt dette”. 

Det er forsvundet. I stedet har vi fået talende fisk, en talende krabbe og en ligeledes talende sule. Det er bestemt ganske muntert, og det tilfører filmen noget af det lune, som Andersen skabte på en helt anden måde.

Men det eneste, der er tilbage, der kan lede tanken hen på religion, er Sydkorset – det bekendte stjernebillede, som kun kan ses på den sydlige halvkugle. Sydkorset indgår i flagene i Brasilien, Australien, New Zealand, Papua Ny Guinea og Samoa samt en række regionale flag og flag fra forskellige delstater. Denne mangel er en del af Disneys ånd: Man vil for alt i verden ikke støde nogen fra sig. Så hellere strippe historien, personerne og fortællingen for det væsentligste.

Livet under vand er noget ganske forskelligt i Andersens eventyr og Disneys film. De smukke slotte med ravvinduer, som Andersens fantasi skabte, er nærmest ændret til den rene natur hos Disney. De mange sportsdykkere går ikke forgæves her. Her er det meste fredelig havbund med enkelte vrag og en farlig haj, der står for ondskaben sammen med havheksen i det univers. 

Havheksen er ikke skræmmende som hos H. C. Andersen, hvor hun ikke kan overvindes. Det klarer Disney til en happy end, som ikke her skal afsløres nærmere. Fornøjelsen skal jo ikke ødelægges for eventuelle nye seere til filmen.

Der er kun et i par momenter tvivl om den gensidige kærlighed hos Disney. Den lille Havfrues ulykkelige kærlighed vokser hos Andersen meget voldsomt på grund af det manglende sprog. Hos Andersen er de manglende ord katastrofen, der får forholdet til at køre helt skævt. Andersens Havfrue får muligheden for at få det evige liv, hvis hun dræber prinsen. Det afslår hun som bekendt, og dermed bliver hendes tragedie blot endnu større. 

Hele denne stræben efter at erhverve en sjæl og udødeligheden, som er den røde tråd hos Andersen, eksisterer slet ikke hos Disney. Karakteristisk nok sejler Disney-parret af sted i et smukt skib, men uden faste mål.

I Disneys åndløse univers har vi en harmonisk blanding af alle etniciteter, og almindelige ægteskaber vrimler det bestemt ikke med. Prinsens far og mor er her blevet til en afroamerikansk Enke-Dronning ledsaget af en mandlig statsminister, så har familielivet og ligestillingen fået sit moderne snit. Den lille Havfrues omsorgsfulde stedmor er også forsvundet i tangskoven.

Man kan sagtens tage ånden ud af litteraturen. Dette store hul forsøges så overdøvet med flotte billeder, dramatiske klipninger og smukke mennesker. Velkommen til Disneyvand. 

Niels Jørgen Langkilde er kommunikationsdirektør for H.C. Andersen Instituttet.

Forfatter:
Ana Maria Martins da Costa Santos Niels Jørgen M. da C. S. Langkilde Illustration:
Halle Bailey som havfruen Ariel i Disneys udlægning af H.C. Andersens klassiske eventyr. (Pressefoto: Disney) Kilde:
https://kontrast.dk/ Bidrag:
Niels Jørgen Langkilde

• Andel