HISTORIE // JUBILÆUM – I år er det 200-året for H.C. Ørsteds beskrivelsen af sammenhængen mellem elektricitet og magnetisme. Det går ikke helt stille af, og det er godt, at naturvidenskaben fejrer en af de meget store  videnskabsmænd, skriver Niels Jørgen Langkilde. I dette jubilæumsessay fortæller han om Ørsteds nære venskab med en anden af tidens store personligheder – H.C. Andersen.

 

Egentlig fandt H.C. Ørsted sammenhængen mellem elektricitet og magnetisme tidligt på året 1820. Opstillingen var færdig lige inden en forelæsning, men han kunne ikke dy sig for at prøve. Det lykkedes, men kun med en beskeden reaktion af magnetnålen.

De studerende brød på ingen måde ud i jubel. De næste måneder var travle for Ørsted og først i juli fik han tid til en bedre opstilling foran kyndige vidner, og nu var resultatet meget tydeligt.

"H.C. Andersen var også en stor ven af videnskab og tekniske fremskridt, og han tematiserer det både i eventyr, rejsebøger og digte. H.C. Ørsted var en af hans store inspirationskilder"

Der gik imidlertid mange dages forsøg, inden han klart kunne beskrive den lov, som alle danske skoleelever tidligere stiftede bekendtskab og forsøgte sig med at eftervise i fysiktimerne.

Den 21. juli 1820 – under et år efter H.C. Andersens ankomst til København – udsendte han til Europas førende tidsskrifter en kort – og på latin affattet – afhandling om forsøgene.

Artiklen blev hurtigt oversat til mange sprog, og den vakte umådelig opsigt og gjorde den allerede kendte naturforsker og filosof berømt. Forudsætningen for elektronikken og en industriel og kommunikationsmæssig revolution var hermed på plads.

 

Fra beskedne kår til verdensberømt
H.C. Ørsted var født i Rudkøbing i beskedne kår den 14. august 1777 og døde den 9. marts 1851 i København efter et langt og meget produktivt liv. Elektromagnetismen var det, der gjorde ham verdensberømt.

Berømmelsen medførte, at en del af Månen fik hans navn, og måleenheden for magnetisk feltstyrke hedder ”oersted” efter ham. Men han var også den første, som fik fremstillet aluminium, ligesom han var initiativtager til grundlægger af mange uddannelsesinstitutioner og uddannelser.

Senest har et større dansk elselskab taget navn efter ham. Så glemt er han på ingen måde, selv om vi ikke længere hylder naturvidenskabsmænd som før.

 

H. C. Ørsted med tilladelse fra Selskabet for Naturlærens Udbredelse.

 

Det er tydeligt, at hans arbejde med naturvidenskaben er sammenvævet med hans arbejde med og forståelse for filosofi og kristendom. Det var ikke noget særsyn i universalromantikken. På den måde var han på linje med forfattere og videnskabsmænd som Henrik Steffens, Carsten Hauch og E.C. Sibbern, men også for J.L. Heiberg, N.F.S. Grundtvig og B.S. Ingemann var videnskaben og litteraturen vævet tæt sammen.

 

H.C. Andersen og videnskaben
H.C. Andersen var også en stor ven af videnskab og tekniske fremskridt, og han tematiserer det både i eventyr, rejsebøger og digte. H.C. Ørsted var en af hans store inspirationskilder. Tænk bl.a. på tekster som ”De smaa Grønne”, ”Poesiens Californien”, ”Vanddråben”, ”Den store Søslange, ”Om Aartusinder”, ”Dryaden” og ”Det nye Aarhundredes Musa”.

Siger man H.C. Andersen og H.C. Ørsted, så tænker en del nok på eventyret ”To Brødre” og ikke mindst eventyret ”Klokken”. Eventyret om de ”To Brødre” handler kort om H.C. Ørsted og broderen A.S. Ørsteds opvækst i beskedne Rudkøbing på Langeland.

 

"Brandes lader kongesønnen være poesien, Rubow lader kongesønnen være H.C. Ørsted og den fattige dreng H. C. Andersen. De er dog begge enige om, at eventyrets finale er mødet mellem naturvidenskaben og poesien"

 

”Klokken” har ikke kun inspireret til et stort musikdramatisk arbejder af Johnny Runner, eventyret har i flere generationer af elever i folkeskolen og gymnasier fortolket efter siderne i Paul V. Rubows disputats ”H. C. Andersens Eventyr”.

 

Rubows disputats

 

Disputatsen blev forsvaret i 1927 og kom i flere udgaver sidenhen. Rubows læsning af eventyret var modsat Georg Brandes fortolkning fra 1869. Brandes lader kongesønnen være poesien, Rubow lader kongesønnen være H.C. Ørsted og den fattige dreng H. C. Andersen. De er dog begge enige om, at eventyrets finale er mødet mellem naturvidenskaben og poesien. Men hvorfor læser litteraturforskere Ørsted ind i Andersens eventyr ”Klokken” og for den sags skyld også i ”Skyggen”?

I ”To Brødre” er hans navn direkte nævnt, men det er det ikke i de to eventyr ”Klokken” og ”Skyggen”. Selv om H.C. Andersen kom med mange oplysninger om tilblivelsen af sine eventyr og inspirationen til dem, så er der ikke om disse eventyr henvisninger til H.C. Ørsted. Almanakken fra onsdag den 24. februar 1847 har dog denne korte tekst: ”hos Ørsteds. Skrevet Skygge.”

 

Et åndeligt venskab
Man skal nok finde årsagen til disse indlæsninger af H.C. Ørsted i H. C. Andersens eventyr i det forhold, at de havde gode relationer og var åndeligt beslægtede. I slutningen af det andet kapitel i Mit Livs Eventyr, der udkom i 1855 kort efter Ørsteds død, skriver Andersen smukt og positivt om udviklingen i deres forhold. Det hedder således:

Hos H. C. Ørsted havde jeg ogsaa selv indført mig; det var som et guddommeligt Fingerpeg, at jeg just vendte mig til de Ældste og Bedste, dem, hvis betydning jeg egentlig slet ikke kjendte og kunde vurdere.

Fra første Øieblik, med stedsevoxende Deeltagelse, der i de sidste Aar blev sandt Venskab, fulgte Ørsted mig til sin Død; paa min Aandsudvikling havde han en stor Indvirkning og var den af Alle, som under min hele Digter-Udvikling aandelig holdt mig oppe, gav mig og forudsagde mig en Erkjendelsens Fremtid ogsaa i mit Fædreland; han Huus blev mig et tidligt Hjem, hans Børn, som Smaa, har jeg leget med, seet dem voxe op og bevare deres Kjærlighed til mig; i hans Huus har jeg fundet mine ældste, uforandrede Venner.

Når H.C. Andersen var i København, spiste han i mange år middag en gang om ugen hos familien Ørsted. I en årrække var det normalt onsdag aften, han tilbragte hos dem.

Det er ikke tilfældigt, at en af H.C. Andersens tidlige værker, ”Phantasier og Skizzer” fra 1831, er tilegnet ”Höi- og Velbaarne Hr. Etatsraad H. C. Ørsted, Ridder af Dannebrogen og Dannebrogsmand, Professor ved Kjøbenhavns Universitet etc. Af den inderligste Taknemmelighed for hans hjertelige Opmuntring og faderlige Raad, med Hnegivenhed og Høiagtelse helliget af Forfatteren.”

Når H. C. Andersen-forskere ser en H.C. Ørsted i den ene af drengene i ”Klokken” og ”den lærde Mand” i ”Skyggen”, så hænger det sammen med hans tænkning og æstetik. Treklangen ”det sande, det gode og det skønne”. Denne treklang skrev Ørsted således til Andersen den 21. april 1833 i hans album:

 

Fornuften i Fornuften = det Sande

Fornuften i Villien = det Gode,

Fornuften i Phantasien = det Skjønne.

Mind ved denne Text til mangen Samtale. Deres hengivne H. C. Ørsted.

 

Desuden hænger denne tolkningsmodel også tæt sammen med den det stadigt mindre kendskab til Bibelen, og herunder Det Nye Testamentes beretning om Jesu lignelse om kongesønnen, der inviterer med mødes med den en perlerække af dårlige undskyldninger helt svarende til dem, som konfirmanderne i eventyret præsterer.

 

H.C. Ørsted var ikke kun en passiv kritiker. Han kom også med forslag til H.C. Andersen. I ”I Danmark er jeg født” fra 5. marts 1850 manglede – syntes Ørsted – en strofe om videnskaben

 

Den 20. april 1839 anmeldte H. C. Andersen under mærket ”a” H. C. Ørsteds foredrag om ”den electromagnetiske Telegraf. Anmeldelsen viser, at Andersen til fulde og med begejstring forstår perspektiverne ved Ørsteds virke, men beklager også den ringe offentlige forståelse af naturvidenskabens væsentlighed.

H.C. Ørsted var ikke kun en passiv kritiker. Han kom også med forslag til H.C. Andersen. I ”I Danmark er jeg født” fra 5. marts 1850 manglede – syntes Ørsted – en strofe om videnskaben. Så han kom med dette forslag:

 

See Tankelyn gik ud fra danske Hjerner

Og lyste for den hele vide Jord

De vendte Øiet op mod Himlens Stjerner

Og ned i Løndomskraftens dunkle Spor

Du danske friske Strand

Hvor Øiet frit omsvæver

Og frie Blik til Tankeflugt os hæver

Dig elsker jeg, Danmark, mit Fædreland!

 

Ved H. C. Andersen-prisoverrækkelsen i november måned kunne man passende tilføje dette vers ved afsyngelsen af den elskede fædrelandssang, som er skrevet ved treårskrigens afslutning, men inden det afgørende slag ved Isted. Det ville passe fint her i Ørsted-året.

 

Andersens digte om Ørsted
I november 1850 skrev H. C. Andersen et digt til et portræt af H. C. Ørsted. Det lyder således:

 

Til H. C. Ørsted

Du Traaden fandt, en Bro for Tankens Lyn

I alle Tider, ind i Folk og Riger

Gud i Naturen er det Sandheds Syn,

Du gav os, klart som Skriftens Ord det siger”

Den 11. marts 1851 – to dage efter H. C. Ørsteds død – bragte avisen ”Fædrelandet” dette digt i anledning af Ørsteds død:

Han var saa sand, han var saa eiegod,

Et Barne-Sind og dog den dybe Tænker,

For ham i denne Verden klart det stod

Hvad Gud til Mængden først bag Døden skjænker.

Han var et Fjeld i Danmark, seet vidt om,

De Vises Sten i dette Fjeld var inde!

Hvor var han kjærlig, ligefrem og from,

Og han var Danmarks Søn fra Ringhed sendt,

En Konge dog, og det i Aandens Rige.

Hans Liv er slutter her, saa godt, saa smukt,

Habs Navn, den Stjerne bliver aldrig slukt!

For os, som stod ham nær, ham voxed’ fast,

En Del af Verden med hans Hjerte brast.

 

H.C. Andersen skriver allerede den 6. marts i dagbogen, at han er klar over, at H.C. Ørsted er dødeligt syg. ”Inflamation i den ene Lunge” var ikke til at overleve.

 

Ørsteds forudsigelse
H.C. Ørsted kom meget tidligt med en præcis forudsigelse om eventyrerne. Første eventyrhefter kom på gaden den 8. maj 1835. Lige inden – den 9. april 1835 – kom romanen ”Improvisatoren” på gaden.

Men før udgivelserne havde H. C. Andersen læst op fra begge værker, bl.a. for H. C. Ørsted, for i et brev fra den 16. marts 1835 til veninden Henriette Wulff fortæller H. C. Andersen, at han netop har skrevet nogle eventyr, og at H.C. Ørsted har sagt ham, “at naar Improvisatoren gjør mig berømt, gjør Eventyrene mig udødelig, de ere det meest fuldendte jeg har skrevet, men det synes jeg ikke”. Det første hæfte havde eventyrerne ”Fyrtøiet”, ”Lille Claus og store Claus”, ”Prindsessen paa Ærten” og ”Den lille Idas Blomster”.

H.C. Ørsteds vurderingsevne var således ikke helt skæv – ja, den holder endnu ligesom elektromagnetismen.

 

Forfatter:
Niels Jørgen M. da C. S. Langkilde Illustration:
Topfoto: H.C. Andersen og H.C. Ørsted, Wikimedia Commons Kilde:
https://pov.international/ Bidrag:
--

• Andel