Første etape af turen til Brasiliens største litteraturfestival er en tur med Rio de Janeiros Metro. Den er meget lys og venlig, uden mange reklamer og vel rengjort. Vi er mange i Metroens sammenhængende vogne, men flere kommer ind ved Nossa Sehora da Paz, bl.a. en mindre mand med en badge med "Lula libre" - da Metroen sætter i gang, begynder han ganske højlydt at agitere for, at den tidligere præsident, Lula da Silva, skal løslades fra sit fængsel. Han er dømt for betydelige korruptionsforhold, 6-7 yderligere sager er på vej til retten og senest også anklaget for at have stjålet en række genstande fra præsidentboligen og anbragt dem i bankbokse, hvor de nu er fundet. - Der gå lige 20-30 sekunder med at høre på manden, så bliver folk aldeles ophidsede på den lille agitator, så han stopper talestrømmen og skyder sig bort i Metroens mindre oplyste dele.
Ingen tvivl om at brasilianerne er trætte, meget trætte af korruption. Nå, men det skulle handle om litteratur, og da samme Lula ved mange tidligere lejligheder har pralet med, at han aldrig har læst en bog, så er han nok ikke lige hovedpersonen på denne tur. Trods manglende boglæsning opnåede han at blive en af Brasiliens rigeste mænd - ikke i ånd, men i kroner eller reais, som man siger her.
Metroens bliver erstattet af lejebilen med kurs mod Paraty. Turen ud gennem den fem millioner store by går gennem triste industrikvarterer og et mylder af 4-5 og 6-sporede motorveje, men pludselig er vi ude ved kysten. Og hvilken kyst. Det er en af de smukkeste kyststrækninger, man kan forstille sig. På land er bjergene med tropiske regnskove med mange blomster, fugle og dyr, mod vandet herlige strande, masser af små øer med palmer og andre dekorative og blomstrende træer. Ind og ud og op og ned går det - ofte langsomt på grund af udsigten eller de voldsomme bump, som enhver bilist er nødsaget til at respektere, hvis bilen skal køre efter bumpet. Er det ikke tilstrækkeligt, så giver masser af "stærekasser" rige muligheder for portrætfotografering.

 

 

De lokale gribbe, urubu'erne, ses hyppigt, men også andre rovfugle som den stolt spankulerende Carsará er på spil og rydder vejsiderne for trafikdræbte dyr. Smukkest er dog fregatfuglene, hvor nogle svæver så langt nede, at man tydeligt kan se deres ildrøde bryst. Ud af bilen, her skal tages billeder, men den brasilianske chauffør vil ikke høre tale om, at vi også går ind i regnskoven. Det er alt for farligt. Ikke på grund af indianerne, som holder til der, men på grund af alle de vilde dyr. Her er naturen farlig, her går man ikke uforberedt og uden lokale guide. Vil vi i naturen, så må vi på standen. Her er mere sikkert. Man tænker lidt på den danske ulvedebat. Prisen for vild natur kan desværre også være "adgang forbudt". Chaufføren beretter om hendes broder, der stoppede for at fylde ekstra benzin på tanken på en øde vej ikke så langt fra vor position. Han havde kun lige åbnet dunken, da en jaguar stod tæt ved ham. Han kom ind i bilen i en fart, og uden omhyggeligt at lukke og låse ned til benzinen. Som om det ikke var nok, så fik vi lige præsenteret en video af en jaguar, der svømmer med en krokodille i gabet. OK - voldsomt ser det ud, og det er vild natur. Vor dejlige, danske natur er i sammenligning hermed en form for havekultur. 
Turen byder også på små byer og lidt større kystbyer. Her kan man få en kop kaffe og spise lidt inden turen fortsætter. Pludselig også et skibsværft der er i gang med en olieboreplatform og senere et A-kraftværk midt i denne smukke natur. Selv om solen skinner varmt, bruges der også energi her.
På vejen kommer vi også forbi forskellige meget smukke større og mindre gårde, fazendaer kaldes de. Den smukkeste får vi udpeget. Den har dannet rammen om en for brasilianere berømt tv-novella a la "Plantageejerens datter", som i slutningen af 1980'erne blev vist på dansk TV 2 med stor succes.

 

 

De hvide indiske køer dominerer de få steder, hvor der er plads til landbrug. De kan klare varmen, og de ses mange steder i Brasilien. Hvor jorden er bar, er den rustrød. Ganske smukt ser det ud. Det er jernindholdet, der giver farven.
Enkelte og meget smukke områder et stærkt indhegnede, med flere overvågningskameraer og vagter ved indkørslerne. Det kan være klubber eller boligområder for mellem- og overklassen. Indhegningen skyldes sikkerhed - her som i det meste af Verden. Danmark er næsten fri af den slags områder, men får vi ikke bekæmpet tyverier, indbrud og overfald, så åbner vi også for den slags boligområder og dermed for en ny slags ghettoer.
Efter vor litterære udflugt var arrangeret, kom der melding om, at en fransk kunstner var slået ihjel i Paraty. Ikke voldsomt gode nyheder, og det blev ikke bedre af baggrundshistorien kunne fortælle, at alene i maj måned havde denne by på "kun" 35.000 indbyggere haft 15 mord.

 

FLIP
Straks man kommer ind i Paratys udkant mødes man med store, nye vægmalerier kaldet "Far from home" meget kulørt og meget glade flag i røde, gule og blå farver. Skånes flag kunne en dansker med lidt god vilje nok ser blandt figurerne. Det er en kollektiv udstilling, som er tænkt til dem, der er på rejse, i exil eller på anden måde langt fra hjemmet. Kunstnerne håber, det inspirerer til poesi. Kunstnerne bag er bl.a. Angelica Dass, Aurelia Cerulei, Nicole Mouracade og Zeh Palito.
FLIP står for "Festa Literária Internacional de Paraty". "Flippet" er det altså ikke. I år er det den 16. internationale litteraturfestival i byen. Det er om noget litteraturfestivalen i Brasilien. Statens Rio de Janeiros kulturministerium står som medindbyder og medansvarlig for programmet, der også viser mange sider med sponsorer. Programmet fylder 200 sider i bogform, så det er umuligt at komme det hele igennem. Der skal ske en meget hård sortering. Læg hertil alt det, der foregår omkring FLIP af andre arrangemeneter. Det er både før, under og efter FLIP. at mange andre blander sig og ekspanderer denne festival.

 

Casa Europa i kirken
Vi har som hotel valgt "La pousada Arte Colonial". Sraks ved indgang føler vi os hjemme, for der er et gammelt billede af et skip fra København. Det går an selv om teksten er på tysk. Her er cononial style, og det er på ingen måder billigt under festivalen. 

 

 

Paraty er i sig selv den bedst bevarede gamle by i den såkaldte koloni-stil i Brasilien, og en af de bedst bevarede 1700-tals byer i Verden. Den gamle by er helt intakt med gader og huse, og der er beskyttelse i form af fredninger. Derfor er byen på alle tider af året meget søgt af turister. Den blev grundlagt i 1600-tallet, og havnen var meget central. Her blev udskibet kaffe, guld og ædelstene og ind kom slaver og redskaber og udstyr til lykkejægerne i Minas Gerais.

Arte Colonial er tæt ved "Casa Europa" i centrum af den velbevarede historiske bymidte. Bilen får vi parkeret tæt ved havnen, men der er højt vand i gaderne, da Atlanterhavet sammen med Månen, der er noget mere aktiv end i "Billedbog uden Billeder", har kreeret et usædvanligt højvande. Nå, vi lader os ikke sådan stoppe, så vi når frem til hotellet, og derefter ser vi, at de er i fuld gang med at sætte udstillingen op i "Casa Europa."

 

Casa Europa ses til venstre

 

 

Det er en udstilling om maj-urolighederne i Paris i 1968. Dramatiske fotostater beretter om de voldsomme gadekampe. Casa Europas udstilling er i et anneks til den ikoniske kirke Santa Rita, der er det visuelle vartegn for byen Paraty. Santa Rita ligger uhyre smukt ud til havet.

Det er bestemt ikke dårligt valgt: Europa placeret i en gammel kirkebygning - det er dog nogle af de fælles og stærke rødder for EU. Prisen er ingen alkoholudskænkning i bygningerne, kun i haven kan man få en øl, da der - trods Brexit - inviteres til "happy hour" dagen efter. Det alkoholfri er nok ikke helt så kerneeuropæisk. Og slet ikke stilen i Paraty, som er kendt for at producere den bedste sukkerrørsbrændevin, kaldet cachaca.

Kulturinstitutterne i Europa er gået sammen om dette projekt. Det er rigtig godt tænkt. Udover Det danske Kulturinstitut i Rio, er kulturinstitutterne fra Storbritannien, Frankrig, Tyskland og Italien involveret. Det europæiske hus viser sig at været placeret både i kirkens anneks med udstillingen og i selve kirken, Santa Rita, hvor debatterne skal foregå de næste dage.

 

Santa Rita

 

 

Nu kunne man forstille sig, at det f.eks. ville betyde, at man ville tage fat på en af ungdomsoprørets populære forfattere, nobelprismodtageren Herman Hesse og hans "Frans af Assisi"-bog med kritikken af materialismen og prisningen af det simple liv, glæden ved og beskyttelsen af naturen, men nej - det bliver mere den hårde udgave af '68, der er på tapetet.

I åbningsprogrammet i "Casa Europa" har kulturinstituttet fået den danske forfatter Niels Hav placeret som en af de to første, der sammen er på podiet. Ganske smukt arbejde af danskerne i Rio, der ledes af direktøren for kulturinstituttet Maibrit Thomsen. Først har journalisten Christina Chacel dog ordet med et timelangt indlæg om den bog, hun har skrevet om en myrdet politisk aktivist i Brasilien. Brasilien i 1968 var militærdiktatur, og det var et helt andet '68 dette land oplevede. Oprøreren var i fængsel kom ud, tilsluttede sig kommunistpartiet, studerede Lenin og organiserede demonstrationer og fabriksbesættelser. Det var barske og skræmmende tider med masser af fængslinger, tortur og forsvindinger. Det endte også tragisk for denne aktivist.

Journalisten bar en badge om at Lula skulle sættes fri fra fængslet. Ikke så almindeligt med journalister, der så klart tager stilling imod Højesteret, men også her var der murren blandt tilhørerne. De syntes, at politiseringen var lidt for meget. Men hvad der ikke går i Metroen, det går lige an blandt litterært interesserede. Men politiseringen af FLIP var noget, man hørte igen og igen på FLIP: FLIP var blevetb infiltreret af politiske aktivister, hævdede flere med utilfredshed. Årsagen skal søges i det forhold, at præsidentkandidaterne og andre folkevalgte få dage efter skulle stå frem med deres vicepræsidentkandidater til valget i oktober måned i år. Så det politiske kom til at fylde meget i flere events.

 

 

Skiftet til Niels Havs beretninger fra Danmark var markant. Selv om han var såkaldt '68'er, så var det politiske nedtonet, men der kommer mere end hjertesuk over at muligheden for dagens unge til frit at bevæge sig gennem Syrien, Iran til Afghanistan ikke længere er til stede. - herefter handlede det om lyrikken og Niels Halds netop udgivne digtsamling på portugisisk - hans første på dette sprog. Det var det nære, livet på landet, der blev til livet i byen, familien på landet og det erotiske. Men ikke uden provokativ virkning. Den brasilianske kvinde ved min side blev noget stødt over, at de danske kvinder i et digt "Mulheres de Copenhague" nærmest blev sammenlignet med aviser. Muligvis var og er de danske aviser meget levende, fyldt med gode ord og særdeles vedkommende, men alligevel. Det kunne ikke på nogen måde være charmerende for de danske kvinder således at blive sammenlignet med en avis.

Niels Hald måtte desværre meget hurtigt videre. I Rio var det bl.a. hans plan også at præsentere bogen. Så det blev kun en kort snak, inden han skulle på podiet.

Initiativet til at være placeret på FLIP er meget fornemt. Skal Europa styrke båndene til Sydamerika, så kan kulturen bestemt være en væsentlig døråbner. Uden gensidig kulturforståelse bliver politiske, økonomiske, handelsmæssige og miljømæssige aftaler ganske vanskelige. Det er jo ingen hemmelighed, at netop den amerikanske præsidents fokus på at begrænse frihandelen har øget presset for at få forbedret handelsaftalerne mellem Sydamerika og EU. At gøde jorden for et sådant nærmere samarbejde er vigtigt, for andre lande er godt i gang, ikke mindst ser vi kineserne og japanerne være flittige og vedholdende i kontakterne.

Kulturelt har Sydamerika og Europa de samme stærke rødder i kristendommen, de samme håb til demokratiet som styreform og ønsket om væsentlige miljømæssige fremskridt. Relationerne burde derfor være langt stærkere til denne verdensdel.

 

 

Børnene
En vej at gå til en kultur er at gå gennem børnene. Det er ingen hemmelighed, at vi fra H. C. Andersen Instituttets side gerne vil promovere H. C. Andersen i Brasilien - både som forfatter for børn og for voksne. Men helt ærligt: Vi finder ham ikke nogen steder. Der er mange meter med børnelitteratur, men modsat andre steder i Brasilien: Ingen H. C. Andersen, men nok Disneys kopiprodukter om "Snedronningen" og "Den lille Havfrue", som netop har været sat op på teateret i Sao Paulo.

 

Vi ser træer med børnebøger hængende ned. Ganske opfindsomt. Vi ser mange oplæsninger for børn, vi ser diskussioner om børnelitteratur, og vi ser her flere børn læse bøger end smartphones. Det er dejligt at se børn således fordybet i læsning. Et seminar om den mundtlige fortælling for børn er meget vellykket og i høj kvalitet. H. C. Andersens fortællekunst burde være med her.

 

 

Æreskunstneren
Hilda Hilst (1930-2004) blev fejret på FLIP. Hun var nok en af de mere betydelige portugisisksprogede forfattere i det 20. århundrede. Men den store interesse for hende kom sent, først efter hendes død. Nu 14 år efter hendes død i 2004 er hun et fænomen på de sociale medier, og der var stort tilløb til de mange arrangementer om hende. Hendes værker omfatter bl.a. digte, dramatik og prosa. Emnerne er Gud, kærlighed, sex, død, endelighed og transcendens. 
Gud, religion og mystik er nærværende her som over alt i Brasilien. 

 

Kunst
Der er ikke kun litteraturen, som er kommet til Paraty. Malerne, kunstnere og kunsthåndværkere er her også. De og deres gallerier optager mange af husene i Paraty. Vi kommer forbi en spændende gruppe akvarelmalere, som har bidraget til en række værker omkring det at tegne, fotografere og male i byer over hele Verden. Hvor er det interessant at se, at de fleste beskæftiger sig med de bygninger, som ikke er opbygget i firkanter. Det er de organiske former, de skæve, de dekorerede og de gamle huse og bygninger, som kalder på kunstnerisk gengivelse. Bare vore arkitekter ville kigge disse kunstnere over skulderen og få inspiration herfra. Det ville utvivlsom blive smukkere.

 

En maler, Ricardo Inke, præsenterede sin bog med akvareller fra Paraty på engelsk og portugisisk - den var så smuk, så kreditkortet fik endnu en tur. Den hedder ganske enkelt "Paraty". Eliana Daffre har skrevet en glimrende introduktion. Han er medstifter af "International Watercolor Symposium in Paraty". Af baggrund er han ingeniør, men efter internationale studier bosatte han sig i Paraty sammen med hustruen, som også er til stede på galleriet.
Begge meget venlige og fortællende til de mange besøgende.
Kreditkortet blev også brugt flittigt i det store bogtelt, men vi nåede aldrig ned til bilerne med antikvariske bøger.
    

Liv i byen
Der er liv i Paraty. Det vrimler med mennesker. Og her går man langsomt og forsigtigt, for belægningen er solide strandsten. Her overlever de høje hæle ikke mange skridt. Er der et mylder af mennesker, så er der også et mylder af dyr, hvis man kigger ned. Det er de små krabber, der er ved at genskabe deres boliger under stenene efter oversvømmelsen fra det seneste højvande. De skubber små jordkugler op af deres huller. Jeg husker nu på min frokost med det dejlige krabbekød. Gad vide, hvor de krapper var fanget...

 

"Smatten" på Roskilde Festival er her slået med flere længder - den er bestemt ikke mindre levende.

 

Teater
Mange steder i byen er der teater. Det kan være festligt og fornøjeligt for børn, og det kan være meget mere alvorligt. En stor og smuk mand - nok af afroamerikansk herkomst - står på byens gamle rettersted og demonstrerer i fortidens klædedragt, hvor forfærdeligt slaver blev behandlet, og hvordan de blev bragt til en slags gabestok på torvet af deres ejere. De tunge kæder vidner om en svær arv.

 

Brasilien er nok et af de mest multietniske samfund i Verden. Der er ikke anderledes i Piraty. Men trods det, så er spørgsmålet om race ikke gemt af vejen.

En gruppe af kvinder har slået sig ned under et stort træ for at debattere racespørgsmål. Det er spørgsmålet om hvide contra sorte, som optager sindene - indianere og asiater er ikke en del af debatten denne formiddag, så vidt jeg kan forstå.

 

Kokkeskole
På gaden bliver vi kontakten af en nydelig kvinde. Det viser sig at være en tidligere balletdanser Yara Castro Roberts som sammen med manden Richard Roberts, der er tidligere forretningsmand, har etableret en kokkeskole for områdets unge. Hun er også den første chefkok, som har skrevet om det brasilianske køkken på engelsk. Det blev til bogen "The Brazilian Table". De vil foreslå os at spise middag sammen med en halv snes andre i deres hjem og kokkeskole samme aften. Temaet er mad fra det portugisiske Øst-Timor. Menuen ser udmærket ud, for den kan klare kravene om gluten- og laktosefri kost. 

 

 

Det bliver en hyggelig aften, hvor vi alle sidder om middagsbordet, efter at man hver især har præsenteret sig.

Maden er tilberedt og serveret af kokkeskolens elever. De unge mennesker gør sig meget umage på alle leder og kanter, og der er intet at udsætte på maden. Det er en nydelse. Serveringslæren er så til gengæld ikke fuldt gennemgået, men det gør intet. Glæden og charmen dækker det hurtigt.
Baggrunden for kokkeskolen er parrets forståelse af problemerne for områdets unge. Der er kun få fremtidsmuligheder. Man kan fiske og håbe på en andel i en båd, eller man kan få et job en en af de mange butikker. Der er ikke steder, hvor man kan få høje mål at stræbe efter. Det vil værtsparret gerne give mulighed for. De første elever har fået gode ansættelser, og de er sikre på, at de fortsat kan bidrage positivt til byens udvikling. Samarbejdet med kommunen er tæt, for på den måde kan de sikre de unge en fin start på voksenlivet.
 

 

Snakken går på litteratur, mad og arkitektur. En af arkitekterne arbejder med Rios parker og med organisk design. Det er ganske hyggeligt, og inden vi forlader stedet, har vi nok fået en god aftale om at udvikle lidt om H. C. Andersen, mad og eventyr. Måske vi også skulle tage fat i den prisbelønnede russer, som hjælper socialt truede unge mennesker med en pædagogik bygget over "Den grimme Ælling". Måske skulle vi tage fat i den sjove menu fra H. C. Andersens 70-års fødselsdag, hvor alle retterne og mange af vinene havde eventyrnavne.

 

Mad og drikke
Som et gammelt ordsprog siger: "Uden Mad og Drikke, duer Helten ikke", sådan er det også her. Der er et væld at spisesteder. På det store, centrale torv tæt ved den største kirke sidder folk tæt og spiser godt til langt ud på aftenen. Der er mange små steder med levende musik. Et af dem besøger vi en aften, og vi får en helt speciel lokall ret, men ikke lige med det samme. Mere end en time skal vi vente - det er godt nok lige i overkanten, men det er åbenbart at denne restaurant har flere gæster og flere opgaver end de normalt oplever.
Et rigtigt godt måltid med fisk fik vi på "Banana da Terra". Stedet var varmt anbefalet af venner, som havde været til bryllup på stedet. Det fortrød vi ikke. Det var det bedste måltid i byen. Fisk på bananer var noget nyt, og det var godt nyt - vinen ligeså. Skulle en læser ønske at falde ind samme sted, så book stedet i god tid eller mød op straks de åbner kl. 12. Her var nemlig permanent udsolgt.
Når der er godt gang i en festival, så er der også en del meget aktive deltager i aftentimerne. Her fester man ikke til den lyse morgen, for det er vinter og morgenen er ført lidt før syv, så man fester til den mørke nat med god brasiliansk musik. Mange steder stopper musikken dog allerede kl. 22 af hensyn til naboerne.

 

Hjem
På vejen hjem ser vi debat mellem de øjensynlige kommende præsidentkandidater. En tidligere officer, Jair Bolsonaro, er i førerfeltet. Der er ganske megen Trump over ham. Han er ikke den, der kritiserer militæret. Det er til gengæld ordstyreren. Det er en skarp og velformuleret kvinde omkring de 60 år. Rettet med den tidligere officer beretter hun anklagende, at hun har været tortureret under militærdiktaturet. Hun var blandt andet lukket alene ind i et bur med en slange. Præsidentkandidaten lader sig dog ikke sådan ryste. Hans kommentar er: "Stakkels slange". Her er der med andre ord god grund til at repetere '68 og årene deromkring.
Præsidentvalget er nu i fuld gang. Lula er begyndt at læse bøger i fængslet, for det kan give point for god opførsel og dermed tidligere løsladelse. Om det er den rigtige måde at lave litteraturfremme på, vil jeg roligt overlade til brasilianerne. Men man kan da notere sig, at Lulas parti, PT, forsøger at få Lula opstillet, men en anden kandidat er klar til at stille sig i hans sted, hvis hans kandidatur bliver underkendt. Denne kandidat bærer så Lulas maske. Så "karnevalget" er bestemt ikke forbi - det er kun lige begyndt. Afgørelsen falder i oktober. 

 

 

Forfatter:
Não informado. Illustration:
-- Kilde:
-- Bidrag:
Af mag. art. Niels Jørgen Langkilde, fhv. MF Kommunikationsdirektør H. C. Andersen Instituttet i Rio

• Andel