Af
Professor, Ph.d. Ana Maria M. d. C. S. Langkilde og mag.art. Niels Jørgen M. d. C. S. Langkilde
H. C. Andersen Instituttet Sandholts Lyndelse og Marília, São Paulo State, Brasilien

 

H. C. Andersens eventyr og historier er kendt, læst og elsket verden over. Ingen og igen er de oversat. Igen og igen er de bragt på scenen og til filmen. Igen og igen er de bearbejdet ganske voldsomt. Er det helt forfærdeligt? Nej, sådan er det i litteraturen på godt og ondt. Ny litteratur er en god blanding af originalitet hos forfatteren og genbrug af gamle ideer og tekster hos forfatteren selv og andre forfattere. H. C. Andersen benyttede også forlæg eller inspirationstekster i mange af sine værker, herunder i eventyrerne og historierne.

Et godt eksempel er Walt Disneys brug af H. C. Andersens eventyr og historier. Walt Disney kendte H. C. Andersen fra moderens oplæsninger. Hans første brug er sandsynligvis en kortfilm fra 1931 i sort-hvid. Filmen er på ganske få minutter.

Senere kom ”Tommelise” i en spillefilmsversion fra 1994. At et kort eventyr forvandles til en spillefilm, gør naturligvis, at der lægges meget til eventyret.

”Den lille pige med svovlstikkerne” blev til en kortfilm på 6 minutter i 2006. ”Den standhaftige tinsoldat” fik ikke megen mere tid i ”Fantasia” fra 2000. Dmitrij Sjostakovitjs musik og Bette Midlers præsentation pakkede ”Den standhaftige tinsoldat” ind.

Ingen af disse film sidder nok tydeligt på nethinden hos de mange i dag, men da Disney tog fat på ”Den lille havfrue”, så skete der noget.
”Snedronningen” blev til ”Frost” i en ganske betydelig bearbejdelse fra 2013 og de følgende år. Bearbejderne brugte stoffet som musical, spillefilm og serie og sikkert meget mere, som jeg ikke har stiftet bekendtskab med. Masser af dukker og figurer har denne film kastet af sig til glæde for alverdens børn og barnlige sjæle.

”Den lille havfrue” blev først bearbejdet i en filmversion af Walt Disney i 1989. Her skete en markant ændring af slutningen og hovedpersonens røde hår blev ikonisk for mange af de senere illustrerede udgaver af eventyret. Netop slutningen på dette eventyr er ændret på mange fantasifulde måder. Både det røde hår og de nye slutninger møder man på gaden her i Brasilien, hvor eventyret er genoptrykt i forkortet og ændret version mange gange. Det røde hår ses også i musical-versionen.

 

En ny version af filmen er på trapperne. Rygterne går at hudfarven denne gang ændres til noget mørkere. Er det rigtigt, så kan filmen på denne måde være med til at sætte fokus på etnicitetens betydning. Om ”Den lille havfrue” drukner ved den behandling må tiden vise. Jeg tror det ikke. ”Den lille havfrue” handler også om ytringsmuligheder, og hvad der sker når de bliver berøvet. Der er vist ganske mange, som godt kan se, at ikke alle hudfarver har lige ytringsmuligheder, og at mangel på ytringsmuligheder giver dramatiske problemer. Lad endelig den gamle eventyrdigter være med til at bygge bro og åbne nye forståelser.
Sidste kapitel om H. C. Andersen og Walt Disney er ikke skrevet. Disney skal nok hente flere skatte fra eventyrforfatterens værker, og en af H. C. Andersen Centrets ansatte har i øvrigt været en tur i Disneys arkiver, og det skal der nok komme en masse spændende forskning ud af. Vi kan så glæde os over, at Syddansk Universitet i den store af regeringen beordrede sparerunde har holdt hånden over H. C. Andersen-forskerne.

 

Konklusion må være, at vi i Danmark skal prøve at bruge hans eventyr og historier så godt i de nye medier, at dårlige og halvdårlige bearbejdelser får en svær gang her på jorden uden at udelukke originale nytolkninger. Det forudsætter blandt andet gode oversættelser direkte fra dansk, og her er der stadig et stort arbejde for oversætterne. Gode oversættelser er også at tilpasse den danske guldalderkultur til den kultur, som findes i dag, hvad enten det er i São Paulo, New York eller Kiev.

Forfatter:
Niels Jørgen M. da C. S. Langkilde Ana Maria Martins da Costa Santos Illustration:
Walt Disney Kilde:
-- Bidrag:
Ana Maria M. d. C. S. Langkilde Niels Jørgen M. d. C. S. Langkilde

• Andel