KIRKEN SKAL I HØJERE OG HØJERE GRAD KÆMPE FOR SIN PLADS I DET DANSKE SAMFUND – OG I LANDSKABET. HER SES KVORNING KIRKE ØST FOR VIBORG OG VINDMØLLER I LANDSKABET. — HANS JØRGEN LYSHOLM

 

Læser man Grundloven, så må man tro, at Danmark er et land dybt præget af kristendommen og med en stat og en regering, som aktivt understøtter kristendommen og den danske folkekirke.

 

Men sådan er det ikke længere. Det bliver vi mindet om igen og igen. Med små og store skridt bliver Grundlovens ord om at understøtte folkekirken ændret, på samme måde som Disney har pillet al kristendom ud af ”Den lille havfrue”. Det eneste, der er tilbage i Disneys udgave af fortællingen, er stjernebilledet Sydkorset. Det er nok ikke så genkendeligt for de mange på den nordlige halvkugle.

 

Det er lidt på samme måde med denne regering. Ligesom Disney har fjernet kirker og klostre i ”Den lille havfrue”, så røg store bededag, og dernæst foreslog kirkeministeren at reducere den så kloge beskyttelse af vores kirker mod opførelsen af vindmøller og solcelleanlæg.

 

Dermed risikerer sognekirker i Danmark at havne som Trinitykirken i New York – en tidligere stor kirke, som nu en miniput blandt skyskraberne.

 

Nu skal stemplingen af fødselsattester til ikke-kristne så også være uden kors for ikke at støde de pågældende. De må ikke vide, at de lever i et kristent land. Rigtig mange af forældrene er kommet frivilligt hertil fra andre lande, og de kommer således på denne måde endnu en gang til at ændre vores

 

kultur i stedet for at stifte bekendtskab med den og blive en del af den.

 

En fødselsattest her og en vindmølle der ændrer ikke dramatisk ved kristendommens stilling, men summen af de mange små og store ting til skade for det folkelige fællesskab, som folkekirken er, giver anledning til bekymring for hele sammenhængskraften og solidariteten i samfundet.

 

Det er desuden et problem, at samme argumentation kan benyttes til at fjerne korset i Dannebrog, korsene på kirketårnene og Danmarks dåbsattest fra passet.

 

Det går jo stort set aldrig den anden vej med aktiv understøttelse af folkekirken. Medieforliget kunne eksempelvis have indeholdt en styrkelse af den kristne kulturarv og kristendommen i DR og de andre medier.

 

Det skete ikke. Man skal – trist nok – være glad for, at enkelte partier har kæmpet for status quo. Vi vil givetvis stadig i statsme dierne finde højtider uden ånd og kristendom, helt som hos Disney.

 

Vi folkekirkekristne må markere os stærkere i de forskellige partier, som vi hver for sig er med i. Det er den første konklusion. Den anden er, at de folkekirkelige organisationer må overveje at gå rettens vej for at stoppe dette skred i forhold til Grundloven. Det tredje er, at vi må kræve en hel anden åbenhed i den offentlige administration.

 

I skrivende stund har nogle medier endelig fået aktindsigt i dokumenter fra efteråret 2022 om afskaffelsen af store bededag. De viser, at den tidligere regering allerede var i gang med sådanne hemmelige planer. Tænk, at fællesskabets skattekroner bruges til i hemmelighed at planlægge angreb på folkekirken – helt i modstrid med ånden og bogstaverne i Grundloven.

 

Undertegnede fik netop en ny mail med svar fra Beskæftigelsesministeriet om, at min aktindsigt om store bededag fra de første dage af januar måske kan besvares med udgangen af juni. Det er invaliderende for vores fællesskab, vores presse og vores demokrati, at offentlighedsloven i den grad tilsidesættes og kortsluttes i forhold til lovgivningen. Både pressens og folkekirkens organisationer må gå sammen om at kræve mere åbenhed og i det mindste kræve en mere hæderlig forvaltning af offentlighedslovgivningen.

 

Niels Jørgen Langkilde er mag.art., forhenværende medlem af Folketinget for Det Konservative Folkeparti og formand for Den Konservative Presseforening.

Forfatter:
Niels Jørgen M. da C. S. Langkilde Illustration:
HANS JØRGEN LYSHOLM Kilde:
https://institutohcandersen.com/ Bidrag:
Niels Jørgen Langkilde

• Andel