Utilizamos cookies para garantir que você tenha a melhor experiência em nosso site. Se você continuar a usar este site, assumiremos que você concorda com o uso de cookies.

At reise er at leve: H.C. Andersen i karantæne

28 de Março de 2022

 

BØGER // ESSAY – Hvis man ikke kan komme ud at rejse på grund af karantæne i de kommende måneder, så behøver man ikke at forfalde til skræklitteraturen om pest, kolera og lignende, skriver Niels Jørgen Langkilde. Man kan med fordel tage fat i H. C. Andersens rejsebøger, så får man et smil med på vejen.


H.C. Andersen rejste meget, og han skrev flere rejsebøger med sine usædvanlige oplevelser. Det var jo lang tid inden masseturismen begyndte. Fra den 31. oktober 1840 til den 23. juni 1841 gennemførte Andersen en rejse gennem en række tyske småstater, Tyrol, italienske småstater, Malta, Grækenland, Tyrkiet og det østrigsk-ungarske kejserrige.

Den næsten 8 måneder lange rejse blev indgående beskrevet i ”En Digters Bazar”, som utvivlsomt er H.C. Andersens bedste rejsebog. På Malta bliver han ikke sendt i karantæne eller ”Qvarantainenen”, som Andersen kalder det, men han noterer bygningen. Men da han skal forlade Tyrkiet og ind i det østrig-ungarske rige, må han lide torten.

Vil man have hele beskrivelsen, så skal man læse kapitel ”VI Qvarantainen” i afsnittet om ”Donau-Fart”. Lige inden kan man dog læse, at ”en Baad satte tværs over Strømmen henimod Paschaens Serail; det var Paschaen, der tog over at besøge sine Koner! – vi vandrede til vort aflukkede Fængsel, han til blomstrende Terasser, Kys og Omfavnelser, – Menneskets Lod er forskjelligt i denne Verden; det er Moralen af denne Historie.”

Det er bestemt afvekslende at være væk fra det daglige liv, og i disse tider føles det måske ganske særligt. Ligeledes den frihed rejsen giver. Den mangler vi i øjeblikket, og den glæder de fleste af os til at få igen. Karantæne er godt, men ”At reise er at leve”

Derefter beskrives så de mange dages isolering i karantænestationen ved Orsova.

De første dages hvile er ok, men så bliver det træls. Selv roserne er gået i karantæne, dvs., der er kun grønne knopper.

En gammel soldat er hans vagt og efter nogen tid kommer hans hustru, som skal vaske for Andersen. Så må hun også blive i karantæne. Mand og kone sover på et bord foran Andersens lille celle. Andersen ”vil ikke jamre over Kosten, uagtet Suurkaal og Donauvand, om man endogsaa, som her, faaer fuldop af fedt Flesk dertil, ikke smager mig.”

Uden sygdom klarede de internerede det ikke: ”Vi bleve tilsidst alle syge og Lægen forordnede en Medicin, der forekom mig fortræffelig for wallachiske Heste, men ikke for svage Mennesker, der lide af Mavesmerter: først skulde drikkes et stort Glas Brændevin, derpaa en stærk Kop Kaffe uden Sukker og Fløde.”

De tre store begivenheder var et besøg af Paschaen, vaskekonens ankomst og musik og deklamation af nogle lasede karle. De spillede ”paa bulgarske Fløiter, men altid det samme Stykke af to eller i det høiste tre Toner; det lød, som naar man blæser i et Tulipanblad og træder i det samme en Kat paa Halen”.

Andersen har også plads til de eksistentielle overvejelser, som vor karantæne nok også bevirker hos ganske mange. Han udnævner de langsomme rejsende til ”Qvarantaine-Mennesker”, som ikke ser den verden, de er i, men nusser omkring den hele dag i hotelværelset. Et eksempel har han også. Rejsebogsforfatteren Pückler Muskau bad ligefrem om at blive en ekstra dag i karantæne på Malta, så han kunne blive færdig med sit arbejde. Mon denne tid på samme måde får skabt karantænemennesker?

Rejsens frihed
Hvis man ikke kan komme ud at rejse på grund af karantæne i de kommende måneder, så behøver man ikke at forfalde til skræklitteraturen om pest, kolera og lignende. Man kan med fordel tage fat i H. C. Andersens rejsebøger, så får man et smil med på vejen.

Man kan få sig gode ture til ”I Sverrig”, ”Skyggebilleder af en Reise til Harzen, det sachsiske Schweitz etc. etc., i Sommeren 1831”, ”I Spanien” og ”Et Besøg i Portugal”. Den mest originale, og den rejsebog der er længst fra genrens klassiske udførelse, er den meget ironiske og underfundige ”Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829.” Den meget lille tur kræver ikke to år, som måske kunne tro ud fra tidsangivelsen i titlen, nej den strækker sig ikke over meget mere end nytårsaften og nytårsdag. Den tur kunne måske endog tillades i disse coronatider – naturligvis i god afstand til andre. Men om en nutidig læser kan opleve helt så meget så hurtigt, er nok tvivlsomt.

En undtagelse er dog det 14. kapitel, ”som rigtignok ikke indeholder noget, med det er Læserne vant til fra mange andre Bøger: – jeg vil heri alene sætte Interpunctions-Tegnene, saa kan enhver efter eget Behag udfylde det saa herligt han vil”.

Hvem véd, måske begyndte Knagsted at samle på kommaer netop her.

Vil man til de mindre rejseskildringer, så må man finde dem i de forskellige udgaver af Andersens samlede værker, eller man må finde dem i diverse magasiner, årbøger og aviser. Man kan bl.a. støde på ”Fragment af en reise fra Roeskilde til Helsingør”, men der er også mulighed for bl.a. ”Et Besøg hos Charles Dickens i Sommeren 1857”, ”I Jurabjergene”, ”Nürnberg”, ”Silkeborg” og ”Skagen”.

Når H. C. Andersen er kendt for sentensen: ”At reise er at leve”, så skal man måske have sammenhængen med. Det stammer fra hans erindringer: ”Mit Livs Eventyr”. Det hedder her: ”Ro og Forvisning er kommen i min Sjæl; en saadan Ro lader sig imidlertid godt forene med det vexlende Reiseliv; der var en Tid, jeg følte mig saa haardt trykket og forpiint herhjemme, at det at være ude var idetmindste en Ophør af at lide – det Fremmede fik herved en Fredens Glands, jeg fik det kjært, og da min Natur er at slutte sig let til Menneskene, der da igjen give Tillid og Hjertelighed, saa følte jeg mig ude vel og kom der gjerne.

“At reise er at leve””.

Det er bestemt afvekslende at være væk fra det daglige liv, og i disse tider føles det måske ganske særligt. Ligeledes den frihed rejsen giver. Den mangler vi i øjeblikket, og den glæder de fleste af os til at få igen. Karantæne er godt, men ”At reise er at leve”.

Autor:
Niels Jørgen M. da C. S. Langkilde
Ilustração:
Foto: H.C. Andersen, Det kgl. Bibliotek.
Fonte:
https://pov.international/
Contribuição:
--